1001kop kaffe til hjemløse

Så kom vi endelig i mål med kampagnen. Og ja, det lykkedes os at indsamle de 1001 kopper kaffe. Faktisk mange flere! Ialt 3023 kopper kaffe blev det til, på de godt to uger kampagnen kørte. Det er vi selvfølgelig super glade for. Tusind tak til alle dem, der har rakt hånden ud til de hjemløse!

Et af vores mål med kampagnen var at synliggøre de 10.000 hjemløse, der er i danmark. Det synes jeg er gået ganske godt. Det var en, der sagde til mig, at hun aldrig havde set så mange hjemløse siden kampagnen startede. Det var som om kampagnen havde åbnet hendes øjne for dem, der tidligere havde været usynlige for hende. Hun spurgte engageret om hun kunne hjælpe med noget? Og som hende er der mange andre, der også har spurgt. Vores svar var altid, at for os vil den bedste hjælp være, hvis du bliver ved med at huske, at de hjemløse er mennesker som dig og mig. Snak med en hjemløs næste gang du går forbi én. Sæt dig måske en dag på en bænk og giv dig tid til at lytte. Det har vi nemlig gjort. Og det er netop mødet med de hjemløse, der har givet os energi og drivkraft til kampagnen.

Vi opdagede hurtigt, hvor forskellige de hjemløse er - lige så forskellige som alle os andre. Og hvor gode vi er til at putte dem alle i én kasse. En af vores caféer fortalte f.eks., hvordan de var blevet overraskede, da de opdagede, at den fine ældre dame, som de normalt ville betragte som en kunde, i virkeligheden var en hjemløs, der ønskede at få en gratis kop kaffe. Det er sådan nogle oplevelser, der kan være med til at nedbryde fordomme og stereotyper

En anden dejlig oplevelse fortalte en af vores aktivister, da han var på ”strøgtur” med sin lille dreng, for at opsøge de hjemløse og fortælle dem, hvor de kunne få kaffe. De snakkede en del om, hvordan man nu kunne genkende de hjemløse. Det kan være svært at forklare en 4-årig dreng, og det var egentlig også en sværere opgave en forventet. For hvordan ser man egentlig ud, når man er hjemløs? Men alle med de gule Hus Forbi-tasker fik ihvertfald en seddel om projektet.

De mødte også en midaldrende dame i lyserødt tøj, som uopfordret fortalte at hun var hjemløs. Hun var i godt humør og stak den lille dreng 10 kr. inden hun tog videre til kaninmarked. For, som hun forklarede: Når folk plejede at være så søde ved hende, når hun manglede penge, så ville hun også give, når hun havde lidt til overs. Den lille dreng blev overlykkelig for sin ”guldpenge”, og jeg synes også historien varmer. Jeg synes det er en god tankegang, at hvis alle giver lidt, når de har overskud, så er der nok også nogle der hjælper, når man selv får brug for det

Flertallet af projektets caféer har været rigtig glade for at være med i projektet. De fortæller os, hvordan de har oplevet at projektet satte snakken igang ved bordene, og hvordan de har haft gode oplevelser med de hjemløse, der er kommet forbi. Derfor har over halvdelen af caféerne allerede nu sagt ja til at fortsætte ordningen, så vi i samarbejde med de hjemløses avis Hus Forbi kan uddele kaffekort med de mange kopper vi endnu ikke har fået uddelt. Et af vores mål var at åbne det offentlige rum for de hjemløse – nu har de gode oplevelser gjort at caféernes døre forbliver åbne ihvertfald året ud!

De sidste 2 uger har været hårde, sjove og travle. Selv i drømmene var vi i gang med at indsamle kaffe. Og om dagen var vores samtalemne altid hjemløse. I går sluttede travlheden for denne gang. Men vi er glade for at mange vil fortsætte der, hvor vi slap. Det er vigtigt, at vi hver især bliver ved med at prøve at gøre en forskel, selvom kampagnen er slut.

Tak for denne gang. Vi ses en anden gang 1001!

Det går rigtig godt med kampagnen nu. Jeg begynder at tro vi når vores mål, men nu er der jo også kun få dage tilbage…

”Det er vores forbandet pligt at gøre noget” gentog Preben Brandt, flere gange i dag, da jeg ringede til ham. Preben leder blandt andet Projekt Udenfor, der laver opsøgende gadeplansarbejde til de hjemløse.

Jeg konfronterede ham med et spørgsmål, som vi har brugt lang tid på at diskutere. Kan man forebygge hjemløsheden med en mere effektiv socialpolitik, eller skal man acceptere, at der altid er en gruppe hjemløse, og fokusere på at skabe bede forhold for dem der er endt der?

For ham var det vigtigt at understrege, at vi godt kan gøre noget, vi kan GODT forebygge at så mange ender på gaden, selvom vi selvfølgelig aldrig helt kan undgå at der er hjemløse. Det er oftest ydre omstændigheder, der skubber folk ud på gaden, pointerede han. Som et eksempel tog han de etniske hjemløse. Det overraskede ham overhovedett ikke, at hver fjerde, der bor på herberg har anden etnisk baggrund. Det har selvfølgelig en sammenhænge med den voksende underklasse af marginaliserede etniske, som den nuværende socialpolitik har skabt.

Ja vi er nødt til at gøre noget – også for at hjælpe dem, der er endt i hjemløsheden. Kampagnen slutter på søndag. Vi har prøvet at få folk til at invitere de hjemløse indenfor på caféerne. Vi har prøvet at sætte ansigter på nogle at de 10.000 hjemløse der er i Danmark. Vi har prøvet at få almindelige folk til at forholde sig til hjemløsheden. Og indtil videre synes jeg det er lykkedes rigtig godt!

Jeg håber, at næste gang du går forbi en hjemløs, så husker du at gøre noget. At række hånden frem. For et eller andet sted kunne det lige så vel være dig eller mig, der sad der.

I eftermiddag tager Joes på en alternativ strøg-tur. Nu er det ikke tøjbutikker, men hjemløse, der skal opsøges! De bliver rigtig glade for at vide, at de er velkommen, og vi skal bare huske dem på, hvor det er, der stadig - 3 dage endnu- er gratis kaffe: Studenterhuset, Tvillingen og Tyren og Salonen er de nærmeste i indre by

Og husk at sms KAFFE til 1277 hvis du også vil nå at donere en sidste kop inden vi slutter kampagnen.

Mandag var jeg i Fælledparken og fejre 1. maj sammen med min søn. På storskærmen tonede den ene fagforeningsmand efter den anden frem. De snakkede om uligheden i Danmark og om den voksende underklasse.

Jeg lyttede til dem med et halvt øre, men var egentlig mere interesseret i at finde hen til teltet, hvor HusForbi-sælgerne holdt til. Det var skønt at se alle sælgerne med deres grøn/gule tasker med HusForbi-logoet på. Det var mange af dem. Mænd og kvinder, gamle og unge, og i alle farver. De havde allesammen hørt om kaffe-kampagnen og ville rigtig gerne dele vores oplysningssedler ud til de andre hjemløse.

Jeg gav hver især en stak papirer, der forklarer de hjemløse, hvor de kan komme gratis på café. Nogle puttede dem i tasken, andre satte dem på deres barnevogn, som i forvejen var fyldt med alt muligt. Der var en af dem der sagde “Jeg skal nok dele dem ud, men først skal jeg passe mit arbejde” Ja selvfølgelig, tænkte jeg, da det gik op for mig at det, der var deres job, var at sælge avisen. Jeg troede, de tjente 10 kroner per avis, men det er faktisk kun 8 kroner de får per avis de sælger.

En lille spinkel mand med store briller fortalte mig, at i løbet af en god dag kunne han sælge cirka 10 aviser. Men det var meget forskelligt afhængig af hvor han stod. Mens han fortalte om sit arbejde kunne jeg på den ene side se hans glæde ved at have noget meningsfuldt at vågne op til, men jeg tænkte også ved mig selv, at det egentlig også var uretfærdigt, at han skulle arbejde 8 timer for at tjene 80 kr…

Fagforeningsfolkene fortsatte med at argumentere for ligeløn og mod underbetaling, oppe på storskærmen. Hus Forbi sælgerne fortsatte med engageret at prøve at sælge deres aviser. Og jeg kastede mig over udfordringen at at finde et sted hvor det ikke blæste til at brede picnic-tæppet ud og gå løs på den medbragte mad, som der også skulle være tid til…

”Du skal kraftedme ikke prøve at sælge den lorteavis til mig, forstår du det, din bums!” Jeg er på Nørreport Station, for at hente en Urban, da jeg høre at der bliver råbt nede fra trapperne. Jeg kan ikke se hvem der råber, eller hvorfor han råber. Mange standser op og kigger. Jeg løber ned af trapperne, for at se om der er nogen, der har brug for hjælp. En høj, robust mand, gå hurtigt forbi mig op ad trappen, han er fuldstændig rød i hovedet.

Jeg når der ned. Kigger mig omkring. Kan høre mit hjerte dunke, og ser alle de stirrende øjne. Jeg stopper brat op, da mine øjne falder en lille kvinde med lag på lag af beskidt tøj på. Hun står helt op af muren, ser bleg og stirrende ud. Hun har en stak Hus Forbi i hånden. Det går op for mig, at det var denne lille usle spinkle hjemløse kvinde, den store mand havde råbt så agressivt af. Får lyst til at sætte efter ham. Vender mig om for at se hvor han er. Mine øjne kæmmer de mange mennesker, men han er forsvunden i mængden. Tilgengæld har han efterladt en hjemløs tilbage med tårer i øjnene… Hvorfor havde en stor stærk mand brug for at reaggere sådan? Var det for hårdt, at blive konfronteret med hendes håbløse livssituation? Eller var der nogle andre, der havde trådt på ham - og så fandt han den svageste at lade vreden gå ud over? Jeg mærker håbløsheden, da jeg går videre op på gaden…

Torsdag aften holdt jeg fri og gik en tur gennem byen med min veninde. Gennem Strøget fik vi øje på alle de hjemløse. En mand ligger sammenrullet i sin sovepose i en trappeopgang, der står en ølflaske ved siden af. Et andet sted sidder to forhutlede typer. Vi roder i lommerne efter småpenge, der er ikke nogen. Vil gerne fortælle dem om kampagnen - men har ikke lige materiale med… Har lyst til at gøre noget - men vil også gerne holde fri…Det er svært at se væk - men også svært at møde blikkene, og være nødt til at rumme deres liv…

Holder - stadig med lidt dårlig samvittighed - en pause fra de hjemløse, spiser Nachos og prøver at tænke på andet end kampagnen – bare en enkelt aften.

Fredag startede dagen meget tidligt for mig. Klokken otte mødtes jeg med Thomas Hye, som er redaktionschef på de hjemløses avis Hus Forbi. Vi snakkede om hvordan vi kunne komme ud til flere hjemløse for at informere om kampagnen. Vi besluttede at trykke ekstra oplysningssedler, som HusForbi-sælgerne skal dele ud til de andre hjemløse. Det kunne lige nås til Mandag, hvor den nye avis skal hentes fra 7 distributionssteder. Der er i alt 250 sælgere, heraf 180 i København. De hjemløse får 10 kr. per avis de sælger.

Om aftenen holdt jeg tale til lokalavisen På Gadens støttefest. Det er en lokalavis på Nørrebro, hvor jeg er formand for bestyrelsen. Jeg snakkede om hvorfor jeg holder af Nørrebro og den mangfoldighed som vores bydel rummer. Til festen var der en der sagde til mig, at hun aldrig havde set så mange hjemløse i København, siden vi startede kampagnen. Det var som om kampagnen havde fået hende til at åbne øjnene, for dem, der tidligere havde været usynlige for hende. Hun spurgte engageret om hun kunne hjælpe med noget! Det var fedt at mærke, hvordan det rykker folks bevidsthed, når vores kampagne er med til pludselig at synliggøre Danmarks 10.000 hjemløse

Desværre havde jeg ikke så lang tid til at være med i festen. Kl. 22 var jeg nødt til at køre videre til ud til natherbergene med materialer til de hjemløse. Samlede Joes op og derefter Yurtseven. Da vi skulle til at starte ruten ud til herbegene, kunne jeg mærke, hvordan trætheden med al sin kraft meldte sig. Joes var hurtig til at fange den. Han besluttede at jeg skulle hellere gå hjem for at sove, så kørte han og Yurtseven ruten alene. På turen rundt til herbergene var folk rigtig positive. Både de hjemløse og de ansatte. Men det er altid svært at komme i sit pæne tøj, med sine gode sag, velvidende at man har sin varme seng at komme hjem til, når aftenens dont er overstået. Joes fortalte, hvordan han faldt i snak med en ung mand på hans egen alder. Han fortalte om kampagnen, og fortalte at caféerne rigtig gerne ville have de hjemløse indenfor. Den unge mand smilede og sagde, at det måtte han prøve, det kunne jo være han kunne møde nogle rare mennesker, der ville snakke med ham. Jeg håber han får en god oplevelse!

En tidligere hjemløs fortalte mig forleden, hvordan han, i sin tid som hjemløs, tog lag på lag af tøj på, for at holde sig varm. Men han sørgede altid for at have en ren trøje inderst, som han hurtigt kunne tage på yderst, når han skulle på café. “Har du nogensinde prøvet at gå ind på en café, hvor 20 mennesker kigger skævt på dig, fordi du er anderledes?”, spurgte han mig. En anden fortalte mig, hvordan han gang på gang havde oplevet at blive smidt ud fra en café, bare fordi han var hjemløs, og man var bange for han pludselig ville lave ballade. Det var somom han ikke blev set som det mennneske han var, men bare som en hjemløs man forventede levede op til alle fordommene - selvom han bare havde siddet og drukket en stille kop kaffe.

Igår snakkede jeg med Cirkelines ”far”, Jannik Hastrup. Jeg ringede til ham og fortalte ham om et radioprogram jeg skulle deltage i.”Jeg synes man skal nedlægge Danmark” var hans første reaktion, da han hørte, at nogle af de påstande jeg ville blive konfronteret med var, at når man går på café, så betaler man netop for ikke at møde de hjemløse. Jeg kunne høre på Janniks stemme at han var vred. Rigtig vred. Vred over at vi i Danmark er så usolidariske og så egoistiske.

Jeg kender Jannik fra vores første kampagne hvor han donerede 100 biografbilletter til fattige etniske børn. Det var første gang jeg så Cirkeline. Og jeg var ikke den eneste, der ikke havde set de søde mus før. Det havde de 100 fattige børn heller ikke, for mange var det faktisk deres første tur i biografen! Jeg kontaktede Jannik igen, da vi gik i gang med en ny omgang 1001, denne gang kaffe til hjemløse, for at høre om han ikke ville tegne et logo til foreningen. ”Du kan få mine mus” sagde han. Og vi fik hans mus som logo. Vi ser Cirkeline som et symbol på fællesskab, venskab og solidaritet. Og det passer utrolig godt til det vi vil med foreningen 1001.

For os handler 1001kopkaffe om fællesskab, om solidaritet og om medmenneskelighed. Derfor var det utrolig dejligt, at caféerne i går meldte tilbage, at mange mennesker havde doneret kaffe for at invitere de hjemløse ind i varmen. Nogle mennesker var også kommet forbi udelukkende for at donere kaffe. Det er fantastisk at vide, at vi ikke er alene om at kæmpe for et åbent og rummeligt samfund. Så derfor tusind tak til alle dem der har siden i mandags været på cafeerne, men også dem der har doneret kaffe via sms.

Da vi var rundt på caféerne for at høre hvordan det gik fortalte en af café-ejerne, hvordan hun var faldet i snak med en hjemløs. Hun havde ikke flere mønter på sig, og fortalte ham istedet om 1001kopkaffe, og opfordrede ham til at komme ind på hendes café. Han blev glad for at høre det, fortalte hun, men mest glad blev han nok for snakken - det at hun ikke bare havde kigget den anden vej, da han kom og bad om en skilling.

Men selvfølgelig er der også nogle, der er kritiske. Der var en, der skrev til os og om det ikke bare er caféerne, der tjener på projektet. Det har naturligvis været en af mange diskussioner i de måneder vi har brugt på at udvikle vores idé i samarbejde med fagfolk og tidligere hjemløse. Men det har været vigtigt for os at invitere de hjemløse ind i nogle rum, som de ellers ikke har adgang til. Rummene skulle kunne rumme en konkret handling fra dem, der befinder sig ”indenfor” samfundsfællesskabet. Caféerne var et oplagt valg.

Det er rigtigt, at vi også kommer til at promovere de deltagende caféer. Vi troede, at det ville blive nemt at få caféer med på kampagnen, men det viste sig faktisk, at der var en hel del caféer, der ikke ville være med - bl.a. fordi de slet ikke var interesserede i at få de hjemløse ind. Vores oplevelse er, at de caféer vi nu samarbejder med, har et ægte engagement i de hjemløses vilkår i samfundet, og ikke er ude på at profitere på vores kampagne. Et eksempel kan være, at mange af de deltagende caféer i forvejen giver gratis kaffe til hjemløse, eller på anden måde er engageret i socialt arbejde.

Og som svar til påstanden om at man går på café og betaler sin skat for netop at slippe for at se på de hjemløse vil jeg bare sige: Samfundets 10.000 hjemløse forsvinder ikke, fordi vi lukker øjenene, tværtimod. Jo mere vi lukker øjnene for disse mennesker og holder dem ude, jo mere vil de blive ekskluderet. Men vi kan alle gøre noget for at åbne fællesskabet op. Vi har hver især et ansvar for at vise de hjemløse, at de også er en del af fællesskabet, selvom de er lidt anderledes. Start f.eks. med at lade være med at sænke blikket for posedamen. Lad være med at se skævt på den lasede fyr på caféen, og lad være med at forvente at den snuskede mand altid er på vej til at stjæle.

Jeg håber, at vores kampagne vil få flere folk til at tænke sig om og se de hjemløse som mennsker som du og jeg. Mennesker man må forholde sig til, selvom det kan gøre ondt, at deres livsvilkår er så anderledes end vores egne.

”Ved du hvor der er en af de caféer på Vesterbro?” spørger en usikker stemme. Jeg svarer hende. Det må være en der skal donere kaffe, tænker jeg. Hun spørger til hvor PH-caféen og Straßen præcis ligger på Vesterbro. Til sidst i den korte samtale går det op for mig, at det er en hjemløs kvinde, jeg snakker med. Hun undskylder, at hun har forstyrret mig, takker flere gange og lægger på. Så er det dyb stilhed ind på mit kontor. Spørgsmål kører i mit hoved. Hvorfor fortalte jeg ikke hende også de andre cafeer ? Hvorfor spurgte jeg ikke om hun havde brug for anden hjælp? Hun lød også som om hun var ked af det…. burde jeg ikke også spørge ind til det ?
Jeg bliver fyldt med en frustration. Frustration over den håbløshed de hjemløse kan have og frustration over, at jeg ikke kan rumme deres håbløshed. For fanden jeg er sygeplejerske, det burde jeg kunne, tænker jeg.

Jeg kan mærke at de sidste månedes engagement i de hjemløses sag har været med til at jeg nogengange har sværere ved at tage mine venners problemer seriøst. Jeg synes det har været svært at lytte engageret på min venners indkøbs- eller planlægningsproblemer, når jeg sammenligner deres problemer med de hjemløses. Jeg ved godt, at det er to vidt forskellige liv. Jeg ved godt, at de mange hjemløse jeg har snakket med, fortæller om noget som er fuldstændig usammenligneligt med vores almindelige liv.

F.eks. snakkede med jeg en hjemløs, som fortalte om hvordan hun havde boet på gaden i 10 år, ramt at stofmisbrug og var tvunget til at ”lave” penge på Stenbækgade. Hun fortalte om savnet af sine 2 børn, og skuffelsen over ikke at kunne være der for dem. Selv konfirmationsgaven havde hun ikke penge til. Så spurgte jeg hende om hun endte med at få købt en gave ”Ja, ja.. Men jeg var altså også færdig den uge, da jeg havde dobbelt så mange kunder” Kan huske den stilhed der var, da hun sagde det. Både hende og jeg havde svært ved at finde ord frem. Indtil hun sagde: ”Det er også svært at være sur….for hvem skal man være sur på. Ens far der har været ens første kunde, eller ens mor, der ikke så noget, eller systemet med alle dens sagsbehandler,pædagoger, børnehjem og familieplejer, der glemte en?” For hende handlede alt om at overleve. Overleve misbruget, overleve natten, overleve smerten, overleve livet…

Det kan være svært at rumme, og man føler aldrig man gør nok.

Nå, tilbage kampagnen. Dagen startede med at vi fandt ud af at Jyllandsposten havde omtalt vores kampagne – men med det forkerte sms-nummer De undskyldte, men det var lidt ærgerligt, for så kan der jo være mange folk, der prøver at donere forgæves…En anden sjov episode i den boldgade var da Radionyhederne kaldte vores kampagne for 10-01, men sådan nogle svipsere er der nok altid

Senere på dagen var jeg i tv-programmet Brunch sammen med Karen fra caféen Den Røde Sofa. Vi fortalte om projektet og om hvorfor det er så vigtigt at hjælpe de hjemløse. Jeg fortalte om den hjemløse mand, der stod og græd på gaden, uden nogle folk stoppede op, men alle bare kiggede igennem ham. Karen fortalte om hvorfor hun var gået ind i projektet. Det handlede både om at få afprøvet hendes egne fordomme, men også at det hun kunne lide ved projektet var at det handler om lokalmiljøet, fællesskabet og solidariteten. Hun sagde, at for hende var kaffen en middel til at inviterer de hjemløse indenfor.

Jeg synes det er fedt hun har åbnet sin café for de hjemløse - Og jeg synes det er fedt, at du sender sms til 1277 med teksten KAFFE. Så giver du for 30 kroners kaffe til hjemløse, og er med til at invitere dem indenfor

Har du nogensinde haft mulighed for at snakke med en hjemløs. Altså ikke bare spørge om vej eller sige hej og sådan noget. Men har haft tid til at sidde på en bænk med ham og høre hans historie. Høre den færdig, selvom du mest havde lyst til at lukke ørerne, da historien blev for barsk. Hvis nej, er du både heldig og uheldig. Heldig fordi du er skånet for at høre en meget barsk historie, som med stor sandsynlighed havde resulteret i flere søvnløse nætter. Og uheldig fordi du aldrig vil få mulighed for at give de hjemløse et ansigt, når du møder dem på gaden. Steffen vil være en, jeg aldrig nogensinde vil glemme. Måske så du ham i går i Dagens Danmark. Men de 3 minutter han fortalte om sin historie var kun 1/100 af hans historie.

Jeg vil gerne fortælle om den tur han og jeg tog sammen til Århus for at blive optaget til Dagens Danmark. Jeg samlede ham på hans skole. Aftalen var, at vi sammen skulle køre ud til lufthavnen. Han stod på Rantzausgade, høj og rank. Tynd og bleg. I hans øjne kunne man se hans træthed. Ikke fordi han ikke havde fået sin 9 timers søvn, nej den træthed der følger med en, når man har en tung historie man er tvunget til at slæbe på resten af ens liv.

Han havde en bøllehat på. Jeg spurgte ham om den var ny, han grinte, da han sagde nej. Den hat var ligeså gammel som ham. Utroligt at stadig kunne passe den tænkte jeg. Men valgte ikke at spørge ind til det. Han så rigtig sød ud i det. Fortalte på vejen, at han de sidste 2 dage havde tænkt meget på sit fortid. Mange minder var vælter frem sagde han.

Da kom ud i indenrigslufthavnen og var nogle af de eneste, der ikke var formelle i tøjet, spurgte Steffen flere gange om hvor meget de andre passagers gennemsnitløn var. Vi gættede på omkring en halv million og jeg sagde til Steffen at han nok trak gennemsnittet op. Det synes han var sjovt. Da han sagde, at han følte sig fuldstændig uden for sammen med disse folk, kunne jeg ikke lade vær med at sige, at det gjorde jeg også.

Det var rart at have Steffen med. Fordi jeg vil gøre en forskel for sådan nogle som ham. Det varmede at være fælles om en kamp. Selve udsendelsen gik super. Steffen var så god, selvom det var direkte tv og han aldrig havde prøvet det før. Han fortalte, hvor svært det er at komme ud af håbløsheden, når man som hjemløs er så alene som man er.

Jeg kunne mærke under udsendelsen at hele denne kampagne virkede så rigtigt. Det var rigtig prioriteret at lægge så meget arbejde i det, som vi havde gjort. Vi har arbejdet på kampagnen siden første uge i december. Og i dag kunne jeg se resultatet. Steffen sagde, at grunden til at han var gået ind i kampagnen var for at synliggøre de 10.000 hjemløse. Jeg var glad, fordi jeg havde givet en tidligere hjemløs mulighed for at fortælle om den håbløshed og skam, som de færreste kender til. På hjemvejen kimede Steffens venner ham ned, for at sige ”cool man”, ” syret”, ” for griner” ” 100 man”

Mens jeg skriver dette indlæg sider Steffen og hører indlaget over mobilen. Det er mørk udenfor. Vi er på vej tilbage til København. Kl. er 21.25. Jeg er så heldig, at jeg har lært Steffen at kende. Og så uheldig, at jeg ikke kommer til at kende alle de 10.000. Men håber virkelig at denne kampagne kan være med at synliggøre dem. Eller være med til at invitere dem inden for i vores fællesskab. Og appropos invitere : har du husket at sms KAFFE til 1277? Vi er nu oppe på 431 donationer a 30 kr., så de 1001 kopper nærmer sig !

Idag var iøvrigt også dagen, hvor kampagnen startede på caféerne. Det gik super, og jeg var ude på PH-caféen og deltage i et par interviews, hvor der allerede havde været en gæst og donere kaffe, og de hjemløse også var dukket op.

Hele dagen idag gik med at besøge væresteder og caféer. Det var en lang tur rundt i byen. Men noget af det skønneste var, at nogle af caféerne fortalte at de allerede var begyndt at uddele gratis kaffe til de hjemløse. Dejligt at de er så engagerede. Vi hængte plakater op. Gav dem de bordkort, der skal fortælle om projektet og gav dem en bog med vejledninger og regnskab. Folk på gaden kiggede nysgerrigt ind på de plakater vi hængte på vinduerne, og det var dejligt at se deres positive interesse.

På en af caféerne var der også en kvinde, der sagde at hun bestemt ikke ville støtte kampagnen. For en kop kaffe til en hjemløs gavnede kun giverens samvittighed. Det er rigtigt, at den enkelte kop kaffe ikke redder den hjemløse, det er også derfor vi med hele kampagnen ikke lægger vægt de enkelte kopper kaffe, men på det overordnede signal at caféerne gør deres til at åbne det offentlige rum op for de skæve eksistenser. Det er det signal der kan være et første skridt til et mere rummeligt samfund, og til større synlighed af de hjemløses problemer. Og så er det med kaffen egentlig kun et symbol.

På værestederne var folk rigtig glade for vores initiativ. Det var dejligt at blive mødt af positive folk. Og der var mange, der sagde de ville benytte sig af ordningen. Det der gjorde størst indtryk på mig var dog da vi besøgte Mændendes hjem. Nogle af folkene der vare bare så tynde, syge og usle, at det var svært at rumme deres elendighed. Mari og jeg prøvede at tage vores profesionelle sygeplejerske-attitude på. Men det er svært at komme og fortælle begejstret om kaffe-kampagnen, når man godt ved, at der skal så meget mere til for at hjælpe de mennesker. Man blev let fanget af håbløsheden ved at se de mennesker, der bare ikke er istand til at passe på sig selv.

Noget andet der forundrede mig var at se hvor mange etniske hjemløse der var. Jeg vidste godt at en tredjedel af de hjemløse i København har etnisk baggrund, men jeg tror det der gjorde så stort indtryk egentlig var hvor pæne og velsoignerede mange så ud. Det kunne ligeså godt være nogle af mine venner eller familie. Mange gør rigtig meget ud af at se præsentable ud. Det er svært at forestille sig de smerter og traumer, der sikkert ligger bag facaden hos mange af dem der er kommet til Danmark som flygtninge, og nu er endt på gaden.

En enkelt episode fik dog smilet frem. Det var da Yurtsever ikke fik lov at komme med indenfor på Reden. Her er ingen mænd velkomne uanset hvad. Fordi kvinderne har så mange dårlige oplevelser med mænd, at de har brug for et helle her. Så han måtte pænt vente udenfor, mens vi gik ind og fortalte de hjemløse kvinder om projektet.

Jeg har lavet aftale med tv-programmet Dagens Danmark imorgen. Jeg tager Steffen med, som er tidligere hjemløs. Vi skal flyve til Århus, hvor studiet er. Lidt underligt med sådan en luksus, men det er selvfølgelig billigere for redaktionen end at skulle sende deres kamerahold til København… Det er bare så stærkt, at Steffen gerne vil stå frem og fortælle sin historie. Det er nemlig ikke en selvfølge. Det er utrolig svært at stå foran et kamera og fortælle noget, der er så smertefuldt og privat til hele Danmark. Men respekt for at han gør det. Og han gøre det fordi han – ligesom os i 1001 - tror på at det nytter. At hvis vi får fortalt om de hjemløse og udstødtes liv er det første skridt til at forbedre deres levevilkår og muligheder! Det er vigtigt for mig at passe på Steffen, så han ikke føler sig presset eller udstillet. Derfor skal jeg have overskud til optagelserne, da jeg både selv skal være på, men også være der for Steffen. Steffen er et dejligt menneske, som du bliver nødt til at se og høre… vi regner med det kommer på Dagens Danmark Mandag aften kl 18.

Idag var jeg med til Michelles Vigtigt-arrangement, hvor en masse danskere og nydanskere skulle til middag sammen for at bryde barrierer og fordomme ned. Jeg synes det var en god ide og havde min søn med. Da vi skulle præsentere os fortalte jeg om kampagnen. Mange havde hørt om det via medierne. Det var så dejligt at høre det! Og jeg nåede at lave en del reklame for sms ordningen. - Husk nu at sms kaffe til 1277 - hvad er det nu et mobilselskab plejede at skrive: Gentagelse fremmer sms donationen

Min søn glæder sig mere end jeg gør til at kampagnene skal starte på caféerne. Han spørge hver dag om hvor mange der har sendt sms’er Han var også meget engageret første gang jeg lavede 1001 kampagne. Da delte vi kulturbilleter til fattige børn. Jeg havde ham med, da vi gav biograf-, fodbold- og cirkusbiletter til de fattige børn, så han også fik mulighed for at snakke med dem. Den dag i dag, når han sorterer sit gamle legetøj, vælger han også at give noget af sit gode legetøj til de fattige børn.

Det er også nemmere for et barn at forstå hvorfor man bruger tid på politk, når det er så konkret. Men Furkan har stadig svært ved at forstå, hvorfor mennesker er hjemløse. Han spurgte mig fx. ”Når de ikke har et hjem, hvor har de så deres ting” , ”Har de hjemløse aldrig venner med hjem?” Det er rart at høre alle de spørgsmål. Børn sætter ikke så let mennesker i bås. De tænker ikke som det første, at de hjemløse lugter el.lign. men spørger oprigtigt forundret om de ikke fryser, når de sover på en bænk.

Nå, alt er nu klar til at vi skal ud til caféerne på søndag. Vi har lavet aftale med alle caféerne, at vi kigger forbi med kampagnematerialer og vejledninger. Selv de cafeer, der har lukket søndag, vil gerne vente på at vi kommer forbi. Jeg synes det er dejligt at høre fx Linda fra Tvillingen og Tyren, gerne kører ned til caféen bare for at tage imod materialerne.

Vi har planlagt en rute, så vi ved hvordan vi skal køre. Det regner vi med at vi bruge hele søndagen på. Vi skal nemlig både rundt til caféerne og til de hjemløses væresteder, såsom herberger og natcaféer. Det overraskede mig at se at der er mere en 50 steder. Men nu hvor jeg tænker over det synes jeg også at der er forståeligt, når tallet af hjemløse i København ligger på omkring 5000. Og jeg ved, at der langtfra er nok pladser til alle der har brug for et sted at overnatte.

Her til aften var jeg var inde for se Amerikanske Billeder og høre Jacob Holdt fortælle om hans oplevelser blandt de fattige sorte i USAs ghettoer. Det var første gang jeg hørte ham, og det var voldsomt at se hans billeder. Ekstrem fattigdom og ekstreme livsvilkår for USAs fattige sorte virkede så paradoksalt i et af verdens rigeste lande. Da jeg havde set første del af showet, var jeg helt overvældet af en ”vi må gøre noget” – følelse. Jeg havde næsten mere lyst til at gå hjem og arbejde videre på projektet, end bare at sidde passivt og se på uretfærdighederne. Billederne viste hvordan de sorte fattige fastholdes i fattigdommen. Og noget af det værste var en rige hvide mand, som sagde, at det bare var fordi de er dovne. At det bare var deres egen skyld og at de bare burde tage sig sammen. Det er lidt det samme nogle siger om de hjemløse – at de bare skal tage sig sammen. Men det er bare en ekstrem svær kamp at tage alene, hvis man samtidig slås med psykisk sygdom, misbrug eller en smertefuld fortid. Og den bliver endnu sværere, når alle bare vender sig vok, og ingen rækker hånden ud for at hjælpe.

Jacob Holt er også ambassadør for 1001 kop kaffe. Han fortalte mig, hvordan vores kampagne nu havde fået ham til at stoppe op, når han gik forbi hjemløse og snakke med dem. Sagde at han havde set en, som havde længere skæg end ham og havde skyndt sig at tage et billede af ham:-)

I eftermiddags var jeg med ude, da Politiken skulle tage billeder af en tidligere hjemløs, som Politikens PS havde interviewet. Jeg var rigtig glad for at han ville være med og fortælle sin historie for at give folk et indblik i hvordan livet som hjemløs var. Jeg havde lovet at være med både under interviewet og da der blevet tage billeder, da han selv kunne have svært ved at sige fra. Det var meget hårdt at høre hans historie. Kunne ikke lade være med at tænke hvordan man kan overleve. Overleve al den smerte, overleve familiens svigt, overleve et samfund, der lukker øjnene for en. Men lige hans historie gav mig håbet om at det selvfølgelig hjælper at række hånden frem – for for ham er det faktisk lykkedes at komme videre.

Jeg fik at vide af Responsfabrikken, at de første kopper kaffe er doneret. I alt 130 mennesker har sms’et kaffe til hjemløse. Det er jeg dybt taknemlig for. Nu mangler vi kun de sidste 741 kopper, så skynd dig at sende en sms:-)